Hvor blev de af?

Dato: 
23.01.2015

- husker du Dorte Hauth?
 

I en ny artikel-serie kan du her på hjemmesiden læse om en række personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.

Den anden vi skal møde er 52-årige Dorte Hauth (født 17. januar 1963).

Facts om Dorte:

Klubber: Virum BTK, Reinickendorfer Fucshe/Berlin og Hirtshals (1 kamp).

Landskampe: 66. Har deltaget i ungdoms-EM, senior-EM og senior-VM. Debuterede på seniorlandsholdet ved VM i 1979 i Nordkorea.

Familien med hver to DM-titler i senior single

Dorte blev dansk mester i damesenior single i 1985 og 1986. Dortes bror Lars Hauth vandt sine to DM-titler i herresenior single i 1986 og 1990. Altså vandt bror og søster hver deres DM-titel i senior single i 1986! Svært for den nu afdøde far Henning Hauth, at interviewe sine børn til DR-Sporten umiddelbart efter triumfen.
Sjovt nok vandt Dortes mor Birthe Hauth også det danske mesterskab i damesenior single to år i træk i 1958 og 1959. Og Dortes onkel Freddy Hansen vandt DM i herresenior single to år i træk i 1959 og 1960. Det blev ikke til DM-titler i herresenior single til farmand Henning. Til gengæld vandt han mange andre DM-titler bl.a. hold-DM for senior 10 gange i årene 1952-1965 og i 1952, 1956 og 1957 vandt han DM i herresenior double med tre forskellige makkere.


Familien Hauth i Virum-hallens kælder. Fra venstre er det lillesøster Tine, Dorte, storebror Lars, Birthe og Henning.

Tilbage til Dorte som vandt DM i senior mixed double tre gange. I 1979 og 1980 sammen med onkel Freddy (Hansen) og i 1982 med Kim Kartholm.
Det blev også til tre DM-titler i damesenior double (i 1981, 1982 og 1984) alle med Charlotte Polk som makker.

Syv DM-titler som ungdomsspiller

I 1976 vandt Dorte DM i yngre pige double sammen med Jannie Nielsen.
I 1977 vandt Dorte DM i pige double med Merete Juel Andersen (Nu Hall).
I 1978 vandt Dorte DM i pige single, i damejunior single samt i damejunior double med Merete Juel Andersen (nu Hall).
I 1980 vandt Dorte DM i damejunior single samt i junior mixed double med Claus Oxfeldt.

Hvorfor stoppede du med at spille bordtennis allerede som 23-årig?
- Jeg sluttede (som årets spiller i 1986) med et afbud til VM i Indien, da jeg ønskede andet i mit liv. De to senior DM-titler i single havde afgørende betydning. Og gjorde også at jeg blev "færdig" med bordtennis.

Savner du bordtennis i din hverdag?
- Det har på ingen måde været et savn, da jeg fik alt ud af sporten, jeg kunne. Men havde fornylig lyst til at prøve at lege og forenkle livet til at handle om det simple og overskuelige at lege med en lille bold. Ren terapi og nærmest meditativt. Jeg fik lavet aftaler, men konstaterede, at min knæskal desværre ikke kunne bevare sin placering heller ikke efter to operationer med efterfølgende genoptræning. Så det er udelukket, at jeg hygger med bordtennis (vrid forbudt). Øv.

Hvad tror du, at folk bedst husker dig for?
- Jeg har ingen idé om, hvad folk husker mig for. Det må du spørge dem om.

Hvad var din bedste oplevelse med bordtennis?
- Min ubetinget største oplevelse som landsholdsspiller var VM i Nordkorea i 1979. En oplevelse af den anden verden. Jo flere rejser til lande med befolkninger som ikke havde valg, muligheder eller frihed, des større taknemmelighed for privilegiet ved at være født og opvokset i et demokratisk land med lige rettigheder og adgang til lægehjælp, uddannelse osv. Det sidder stadig i mig, og er en vigtig del for mig at formidle til mine egne børn. Taknemmelighed. Muligheder og ansvar.

Hvad laver du i dag?
- Jeg har levet mit liv i 10 års perioder 10 år med eliteidræt - 10 år i kontorfaget - 10 år med at få mine fem børn - 10 år med at passe vores eget kronisk syge barn og desværre til sidst med en alvorlig stressreaktion til følge. Nu har jeg fremadrettet et ønske om de næste 10 år at kunne finde balancen i livet, og mine egne grænser for, hvad jeg SKAL kunne klare uanset, hvilke udfordringer livet byder på. Vores handicappede barn vil altid være "opgaven" i vores liv.
Livet kan være en alvorlig prøvelse, men min vilje til at sætte mig mål, prioritere og bruge min fysik som redskab og herigennem vinde mental styrke, har jeg tilegnet mig gennem sportens verden.

Hvad husker du af sjove episoder, som du vil dele med læserne?
- Jeg kan ikke fremhæve enkelte oplevelser som sjovest, men har en umiddelbar følelse af at hvert et træningspas, hver en træningslejr og hver en turnering (mest de nationale) var sjovest for mig. Samværet, hyggen, spændingen, konkurrencen, venner, veninder, humor, "kærester", flirt og sjove aftner ved turneringerne.
Jeg ved, det var et privilegeret liv, og kan som sagt godt savne dette flow, hvor livets kompleksitet kun er et samarbejde mellem krop og bold.
Jeg må med stolthed sige, at min 83-årige mor stadig nyder at spille mandag og torsdag på skole i Hørsholm. Og intet kan live hende så meget op, som når hun fortæller, hvor meget hun elsker det. Stor respekt.


Dorte Hauth i dag.

Er der nogen, som du godt kunne tænke dig at vide, hvor blev af, så send en mail til undertegnede, der så vil forsøge at finde frem til vedkommende med et interview for øje.

Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: