Bordtennisleder hædret

Dato: 
22.08.2016

- Jan Kristoffersen tildelt FIU's jubilæumspris

På billedet FIU’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen (th.), der overrækker prisen til Jan Kristoffersen (tv.). Foto: FIU.

Han har gået stille med det, men det er der sådan set ingen grund til. Det er nemlig fuldt fortjent, at Jan Kristoffersen, formand i Frederiksberg Bordtennis Klub, torsdag den 31. marts 2016 kunne modtage FIU's jubilæumspris i forbindelse med årets repræsentantskabsmøde.

Det var FIU’s bestyrelse, der havde indstillet Jan på baggrund af hans indsats for bordtennissporten på Frederiksberg. Prisen tildeles hvert år idrætsledere tilknyttet FIU eller som har sæde i et af FIUs organer, og som har udført en særlig indsats for FIU eller gennem sit virke, har været et godt eksempel eller på andre måder har haft væsentlig betydning for idrætten på Frederiksberg.
I begrundelsen på valget af Jan hed det bl.a., at han er det ultimative indbegreb af frivillighed og tilstedeværelse.

Startede i nedlagt butikslokale

Frederiksberg Bordtennis Klub blev etableret i efteråret 2010. Det var et projekt, som startede med et forsøg med én ugentlig bordtenniseftermiddag i nogle gamle, nedlagte butikslokaler i det socialt belastede Domus Vista, og som i dag er blevet en etableret bordtennisklub, som afvikler ungdomstræning flere gange om ugen, har gang i flere samarbejder med omkringliggende skoler og SFO’er, og som er blevet en central aktør i kommunen gennem et stort engagement i kommunens kultur- og idrætsdage.

Frederiksberg Bordtennis Klub har efterfølgende opnået langt bedre træningsbetingelser, hvilket bl.a. Jan kan takkes for. Klubben er på kort tid blevet en stor, aktiv og synlig klub, hvilket bl.a. er gjort muligt gennem Jans store arbejde med bl.a. at sikre bedre lokaler i Mariendalshallen og med at rekruttere dygtige trænere og hjælpere til klubben via Jans store netværk i dansk bordtennis.

Frederiksberg Bordtennis Klub er med andre ord under Jans ledelse blevet en robust bordtennisklub med en af de største ungdomsafdelinger i Københavnsområdet.

Klubudvikling i hovedstaden

Jan Kristoffersen var tidligere igennem flere år en af de bærende kræfter i Karlslunde BTK og i etableringen og driften af Køge Bugt, som i starten af 00’erne var et flagskib i den danske elitedivision for herrer. Engagementet i elitesporten førte også til, at Jan i flere sæsoner spillede en aktiv rolle i DBTU’s turneringsudvalg.
Efter Køges exit fra herrernes elitedivision lod Jan sig hurtigt rekruttere til bestyrelsen i Københavns BTK. Her har han de sidste fem år delt gavmildt ud af sine erfaringer og ideer til udvikling af klubbens organisation. Jan var således ikke sen til at gribe bestyrelsens ønske om at styrke klubudviklingen i hovedstadsområdet med en bordtennisklub for ungdom i nabokommunen Frederiksberg.

”Jan har allerede rekrutteret flere, som står klar til bestyrelsesarbejdet, og han har med den hjælp fået engageret flere lokaler sponsorer, ligesom han forsætter sit ihærdige arbejde med at sikre klubben bedre vækstbetingelser i fremtiden”, fortæller Morten Krydsfeldt, tidligere formand i Københavns BTK, og tilføjer: ”Han er en dygtig klubentreprenør og en fremragende ambassadør for dansk bordtennis. Med flere af hans slags, vil dansk bordtennis uden tvivl opnå fremgang”.

Jan Kristoffersen takker for prisen. Foto: FIU.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: