Spørgsmål og svar

SP:
Jeg har 2 spillere som fik oprettet licens lige før turneringen startede. De startede begge med 1000 point, men lige pludselig er de sat kraftigt op i rating. Jeg kan ikke finde årsagen til det...

Sv:
Når en ny spiller kommer ind på ratinglisten, så skal det vurderes af klubben, om spilleren skal starte med starttallet i tabellen eller om det er realistisk med et højere starttal. En ny spiller skal derfor ikke automatisk have tabellens starttal, men et der svarer til spillerens styrke – se § 17, stk. 2.
Det kan godt være lidt vanskeligt at vurdere, men man kan sammenligne med spillerens kampe i klubben mod klubkammerater, der har et ratingtal i forvejen.
Når en ny spiller har spillet de første kampe og derefter i den efterfølgende opdatering kommer med på ratinglisten, så foretages jvf. § 17, stk. 3 en kontrol af spillerens startrating i forhold til modstandernes ratingtal – og er starttallet for lavt, så rettes det op til et mere realistisk starttal.
Dette sker ofte, da kampe mod andre spillere, der har et ratingtal, er det bedste grundlag at vurdere på.
I det konkrete tilfælde har den ene spiller med starttal på 1000 vundet over 2 spillere med 1155 og 1226 og tabt til en spiller med 1196 og andre spillere med høje ratingtal. Startrating er sat til 1200.
Den anden spiller vinder bl.a. over spillere med 1413 og 1497. Startrating fastsat til 1450.
Her er det tydeligt, at ingen af de to spillere skal starte med 1000 i rating.

Regel:
§ 17: Om ratingtallet
Stk. 1: Slutratingtallet for den foregående sæson er lig med startratingtallet for den nye sæson.
Stk. 2: Nye spillere får tildelt et ratingtal efter en tabel. Tallene i tabellen er for nybegyndere. Klubberne skal anføre sit skøn over en ny spillers ratingtal, såfremt spillerens styrke er højere end tallene i tabellen. Dette skal ske ved registreringen af spilleren i portalen.
Stk. 3: Stævne/rating/IT gruppen foretager kontrol af nye spilleres startratingtal efter den ratingopdatering, hvor nye spillere første gang optræder på listen.

Spørgsmål (17-10-2013)
Angående den her nye turnering i Jylland - Pokalturneringen - har vor hold spillet hjemme den 05-10-13, skulle have været spillet den 17-10-13. Den blev indtastet samme dag. De 3 unge mennesker står og venter på at få rating point for kampen

Svar
Årsagen til at kampen ikke er med på ratinglisten d.d. er den, at den står i systemet som spillet den 17-10-2013. Derfor kommer kampens resultat først med i næste opdatering. Kampdatoen skulle i systemet have været ændret til den 05-10-2013.

Godt råd
Man skal altid sørge for, at kampdatoen bliver ændret i systemet i tilfælde at en kampflytning. Det er turneringens administrator, der skal sørge for det, når man godkender en kampflytning.

Stævne/ratingreglementet:
§ 19: Opdateringsterminer
Ratinglisten opdateres hver uge. Det sker natten til torsdage. Kampe dateret til og med søndagen inden den nye opdatering kommer med i opdateringen. Sidste frist for indtastning af resultater, der skal med på den nye ratingliste, er onsdage kl. 23.59.