Roskilde forsvarer de danske farver i Europa

De danske mestre fra Roskilde med Michael Maze i spidsen tager i morgen fredag imod spanske hold DKV Borges Vall i 4. runde af ETTU Cup’en. Roskilde vandt i 3. runde med 3-1 over Dubrovnik fra Kroatien i en kamp, hvor Roskildes tre spillere vandt hver én kamp. Nu gælder det et stærkt spansk hold.

”Vi har store forhåbninger til kampen og håber Maze’s tilstedeværelse på holdet gør, at vi kan få succes på den europæiske scene. Vi har et stærkt rutineret hold, og det er vores ambition at komme til kvartfinalen, som er næste runde, hvor en 3’er fra Champions League grupperne så vil vente”, udtaler Roskildes sportsdirektør, den tidligere landsholdsspiller og europamester, Allan Bentsen i en pressemeddelelse.

Roskilde er ikke blot Michael Maze, der netop nu er placeret som nr. 48 på verdensranglisten, men også den fremadstormende kineser Yujia Zhai (nr. 116 på verdensranglisten), unge Claus Schou Nielsen og den rutinerede tidligere landsholdsspiller og europamester Finn Tugwell. Den spillende sportsdirektør Allan Bentsen er stadig ved at genoptræne efter en skade.

”Der er lagt op til en spændende dyst. Spanierne kommer med et internationalt hold med masser af erfaring, en stærk kineser og en af Spaniens bedste som ved European Games i Baku slog den danske mester Jonathan Groth ud, men vi håber, at kunne matche dem og bringe os videre til 4. runde”, udtaler Allan Bentsen.

Også Michael Maze ser frem til atter at stille op på den store scene:

”Det er mit mål at repræsentere Danmark ved OL i Brasilien næste år. Jeg har været længe væk og mangler at spille internationale kampe for at komme tilbage og nærme mig tidligere tiders niveau. Jeg er optimist og satser på, at vi med publikums opbakning kan spille os til sejren”, udtaler Michael Maze.

Kampen spilles fredag den 20. november kl. 19.30 i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena. Kampen spilles med 3 spillere på hvert hold, 2 spillere spiller 2 singler og 3. manden spiller en single. Først til 3 sejre, bedst af 5 sæt i hver kamp.

Se lodtrækningen her

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 40 90 24 45
Kontaktperson e-mail: allan.bentsen@btk61.dk