Mere guld fra gemmerne

Kategori: 
Dato: 
17.03.2017

- og en tur ned ad memory lane med Susanne Pedersen

Billedet af de danske holdmestre i 2016. Fra venstre Susanne Pedersen, Jette Vieg, Katrine Møller og Wu Xiaoning. Foto: Anders Kamper.

”Nej, hvor sjovt. Da jeg så billedet af Aggi Schyum, blev jeg nostalgisk, fordi Aggi, Inge Jensen og mig dannede hold for Zero i damerækken sidst i 60erne. Aggi var som en reservemor, når jeg skulle træne i barakkerne i Guldberggade på Nørrebro. Hun sørgede altid for mig, når vi rejste rundt i landet”, skriver 64-årige Susanne Pedersen i en mail til undertegnede efter at have læst artiklen her på siden.

Susanne genkender også Mona Nielsen, der er på et af billederne. ”Hun startede vist nok på håndbold i HG og blev en rigtig god håndboldspiller. Mona blev min træner, da jeg et par år sideløbende med bordtennis spillede håndbold i Bellahøjhallen”.

”Dejligt at få disse minder også fordi det var et helt andet bordtennisspil, der blev udført ved bordet. Kan huske første gang jeg var med til VM i München i 1969. Der var megen opmærksomhed ved mit bord i træningshallen, fordi man aldrig tidligere havde set en pige/dame der kunne loope med masser af topspin, som jeg allerede gjorde dengang”, husker Susanne, der af den årsag var meget eftertragtet hos kineserne, som hele tiden ville træne med hende.

Bordtennis anno 1954

Der er landet en ny mail i min indbakke fra privatpersonen med de gamle tryk. Han har i gemmerne fundet to sider fra Billed-Bladet den 9. marts 1954.

På de 63 år gamle magasinsider kan man læse om 21-årige Frida Brøbech og den 17-årige Esbjerg-gymnasiat Gudrun Kahns samt den 38-årige Danmarksmester i herresingle Knud Runchel, der vandt sin 12. DM-titel med skumgummi, 23-årige Einar Lyttik, Henning Hauth (far til Lars Hauth), old boys mester Chr. Juhl, junior mester Jørgen Rørstrøm og et 15-årigt stortalent ved navn Claus Nissen. Det skal bemærkes, at der var 11.000 medlemmer i DBTUs 325 klubber (se vedhæftede).

”Einar Lyttik var min træner i Zero i mange år. Han sagde altid til mig: Susanne, hvis du kan styre dit temperament og få noget positivt ud af det, vil du blive en af verdens bedste. Jeg blev ikke en af verdens bedste - var desværre ikke seriøs nok på det tidspunkt, men har da haft mange spændende kampe mod kinesere, japanere og sydkoreanere, som havde meget svært ved at holde mit loop. De var så bedre til at serve, så ofte endte vi i femte sæt, hvor jeg tabte med to bolde. Det længste jeg nåede var kvartfinalen ved EM, hvor jeg tabte til Maria Alexandru fra Rumænien - en giftig defensivspiller med noget der mindede om Neubauer-belægninger, hvor boldens skru var umulig at finde ud af. Dengang tabte jeg sjældent til en defensivspiller”.

Susanne er stadig aktiv og har i denne sæson spillet kampe i både kvindernes Elitedivision, i herrernes Serie 1 samt i veteran 60-rækken, hvor hun har mødt flere andre af fortidens ”stjerner” bl.a. Niels Poulsen, Helge Kocman, Claus Biehl, Flemming Vollertzen, Svenning Jørgensen og verdensmesteren i herresingle over 70 år Niels Ramberg.




Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: