Forsiden af Bordtennisbladet i juni 1983. Ole Rasmussen bliver rost for et godt SOJC og har her taget Danmarks yngste deltager Henrik Bo Pedersen i sine arme, mens den franske eks-verdensmester i mixeddouble Claude Bergeret griner med. Foto: Bjarne Lütchke.
I en artikel-serie kan du her på hjemmesiden læse om en række personer, som tidligere i deres liv havde bordtennis helt inde på livet.
Hvad blev der af dem? Hvorfor stoppede de? Hvad laver de i dag?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som undertegnede har sat sig for at få svar på.
Det er vel ikke helt forkert at skrive, at vi denne gang skal have fat i en af de helt store personligheder i dansk bordtennis. Det er nok ikke så meget selve spillet, han er kendt og respekteret for (selv om han mener, at han i sin tid var frygtet i klasse IV), men derimod de imponerende evner som leder for stor som lille, kendt som ukendt.
Vi skal denne gang møde 73-årige Ole Rasmussen (født: 6. maj 1942). Men først en lille anekdote, som fortæller lidt om personen Ole Rasmussen, der formåede at fylde Roskilde-hallerne til bristepunktet med pigegarde og folk fra nær og fjern, der ville være med til at fejre ham på 60 års fødselsdagen for nu 13 år siden.
Til tider sker det, at jeg render ind i folk, der nærmest får tårer i øjnene, når navnet Ole Rasmussen dukker op i samtalen. Et par stykker af dem har du mødt her i ”Hvor blev de af-serien”, men også min ven Mario Genovese fra Malta, som Ole i starten af 1980’erne tog til sig som sin søn, da politiet en dag ringede fra Roskilde station og sagde, at de havde en lille fyr stående med en sportstaske og en seddel i hånden, hvor der stod Oles telefonnummer på. Ole bad dem køre ham hjem til sig selv, og der blev Mario de næste par år.
Da jeg for et par år siden var træner på Marios bordtennisakademi på Malta blev det også til tårer, da vi under en fortræffelig grill-aften kom til at tale om Ole Rasmussen. ”Han har lært mig alt”, sagde Mario med glasklare øjne, hvor efter jeg forsøgte at bidrage med lidt i modsatte retning for at få Mario tilbage på sporet, da jeg sagde, at jeg da også kunne huske kæmpen fra Roskilde for at have insisteret på, at der på SBTU’s træningslejre skulle være ro i sovesalen kl. 22.00.
Det var nemlig sådan, at når Ole kom ind i sovesalen og sagde godnat, så var det med en røst, der gjorde, at jeg hellere tog fifty-fifty chancen for at tisse i bukserne i løbet af natten, hvis jeg ikke havde nået at tisse af. Der var ingen, der forlod sovesalen, når Ole havde sagt godnat.
I sommers havde jeg så fornøjelsen af at have Marios datter Sascha på besøg i Søborg. Da jeg fik idéen om, at hun naturligvis skulle møde Ole Rasmussen og måske høre et par røverhistorier om sin fars tid i Roskilde, var jeg ikke helt sikker på, at det var noget for en ung 16-årig pige. Jeg havde heller ikke haft kontakt med Ole i ca. 10-15 år, og spekulerede derfor på, hvad han ville synes om idéen. Mine bekymringer blev gjort til skamme.
Da jeg ringede til Ole, var det som at tale med en person, man taler med hver dag. Han var som jeg huskede ham imødekommende og lyttende til, hvad han kunne hjælpe med. Ole skulle til Berlin dagen efter, men inden jeg nåede at indvende noget, så havde han insisteret på to dage senere at tage fra Roskilde til Søborg for at spise morgenmad sammen med Sascha og resten af min familie for derefter at tage Sascha med på rundtur i København og Roskilde. Og sådan blev det.
Med til historien hører, at vi ved morgenbordet på terrassen sendte live-billeder af Sascha og Ole til Mario, der på Malta var på vej til arbejde i bil, og som måtte holde ind til siden, fordi tårerne væltede frem, da han så og hørte sin gamle ven fra Danmark.
Ole Rasmussen og Sascha Genovese på terrassen, hvorfra Mario i sommers modtog levende billeder, der rørte ham dybt hjemme på Malta.
Ole er god til at tale og heldigvis, for han har altid noget på hjerte, der er værd at høre på. Og så har han en naturlig interesse i at vide, hvordan det går for den, han taler med.
Vidste du i øvrigt, at Ole har dømt en VM-finale i herresingle, mødt den svenske dronning Silvia før hun blev dronning og udvist selveste Ali El Sammaa, Roskilde (Egypten) fra et VM? Det må vi hellere høre lidt mere om.
Ole Rasmussen blev 1. november 1958 formand i bordtennisklubben STAR i Roskilde. Siden 1961 tilknyttet Roskilde Bordtennis BTK 61, hvor han var i bestyrelsen i 28 år, der af de 19 år som formand.
Hvordan fik du interessen for bordtennis?
– Jeg fik bordtennisinteressen i 1956 i Helligkorssalens fritidsklub under Christen Hjorths kyndige og inspirerende ledelse. Det gav anledning til, at jeg sammen med nogle skolekammerater, som jeg ser den dag i dag, startede en bordtennisklub i min faders kælder.
Men for at blive medlem af SBTU måtte vi hurtigt finde brugbare lokaler på en skole, og kom ind i DBTU i 1959.
Den 19. april 1961 blev STAR sammensluttet med BTK 54 med Christen Hjorth som leder og KFUM med Hans Chr. Carstensen som leder til Roskilde Bordtennis BTK 61.
Jeg kom i bestyrelsen og var fra 1970 til 1989 formand.
– Men jeg fortsatte som leder også i SBTU og var her i bestyrelsen i over 25 år heraf vel 20 år som formand. Samtidig som sådan i DBTU`s bestyrelse og havde også i en årrække nogle tillidshverv som turneringsudvalgsformand, leder af licenskontoret og som UK medlem.
Jeg opnåede derfor også, at komme rundt til mange EM og VM helt fra 1964 med EM i Malmø helt frem til EM i 2013 i Herning.
– Personligt var jeg VM dommer ved VM i 1967 i Stockholm og ved VM 1969 i München, hvor jeg var finaledommer i herresingle mellem tyskeren den defensive Eberhard Schöler og japaneren Itoh. Det blev et brag af en kamp med Itoh som vinder med 3-2 efter at have ligget under med 0-2 og 16-19.
Ved dette VM mødte jeg Sveriges nuværende dronning Silvia, der dengang var frivillig tolk, og endnu ikke havde mødt en kendt svensk mand.
Jeg havde også den specielle oplevelse, at udvise en spiller, der ikke havde korrekt påklædning og intet rygnummer. Spilleren var Ali El Sammaa fra Egypten. Han blev senere min nære ven og boede hos mig nogle år. Desværre er Ali her ikke mere.
Hvad var det, der fik dig til at blive bordtennisleder?
– Jeg har altid fulgt bordtennis, men efter en lille pause dog på afstand, blev jeg involveret i starten af Roskilde Bordtennis APS med Martin Lundkvist og Allan Bentsen som dynamoer.
Hvad var din bedste oplevelse med bordtennis?
– Sportsligt var oplevelserne mange, men set med danske briller så afgjort EM holdsejren i 2005 samt Mazes EM triumf i 2009.
På lokalt plan som BTK 61’er var glæderne størst ved over 100 DM titler i min tid til klubben, heriblandt 16 holdsejre til såvel herrer, damer, junior og drenge.
Personligt har jeg kunnet glæde mig over nogle solide skulderklap med æresmedlemsskab af både BTK 61, Roskilde Idræts Union, SBTU, DBTU og DIF.
Ole Rasmussen (tv.) får på DIF’s årsmøde den 10. februar 1985 på vegne af BTK 61 overrakt Kongepokalen skænket af Kong Frederik IX.
– En helt speciel dag oplevede jeg den 19. april 2011. Denne dag var det præcis 50 år siden at BTK 61 startede og netop den samme aften, det samme sted i Roskilde Hallen blev herrerne danske mestre ved en finalesejr over KBTK. Fra den bestyrelse, der startede klubben var vi tre til stede, nemlig foruden undertegnede også Jørgen Pedersen og Palle Larsen. Vi holder stadig kontakten ligesom vi også har kontakt til Torben Hansen, Christen Hjorth og Bodil Jensen fra den første bestyrelse i 1961.
Hvad tror du, at folk bedst husker dig for?
– Nogle husker mig nok mest fra nogle store stævner i Roskilde og i SBTU og DBTU regi, bl.a. SOJC i 1979 og 1983 i Roskilde med hele verdens ungdom som deltagere. Det blev til over 200 af slagsen og langt de fleste var med Allan Petersen ved min side.
Billedet er fra Bordtennisbladet i januar 1983.
Savner du bordtennis i din hverdag?
– Jeg følger stadig bordtennis tæt og håber på fremgang for den lille hvide sport.
Lokalt glæder jeg mig også over en stor opbakning fra Roskilde Kommune, der har sat en stort bordtenniscenter på dagsordenen til 2017/2018 – værdi 30 mill. kr. og med plads til 16 permanente borde. En kæmpestor indsats fra mange ledere gennem årene har båret frugt. Specielt har de sidste otte års indsats være banebrydende for dette projekt.
Hvad laver du i dag?
– I dag er jeg så 73 år, og jeg har fået det store held her i livet, at have et jernhelbred. Jeg har en kernefamile og har haft nogle superchefer gennem 41 år, der altid har givet mig ret frie tøjler.
Jeg er stadig aktiv som leder og er på ottende år formand for Danmarks største ældre idrætsforening Roskilde Ældre Motion med ca. 2200 aktive, alle over 60 år. Vi har 26 forskellige aktiviteter, 123 forskellige hold og 145 frivillige engagerede ledere. Se gerne www.raem.dk. Og naturligvis også bordtennis med 87 aktive såvel herrer som damer.
Desuden er jeg formand for en stor skoleforening og en grundejerforening.
Ellers får jeg også tiden til at gå med, at komme rundt og holde foredrag over hele landet om opbygning af en stor ældreforening, der kører udelukkende på frivillig basis, samt er jeg involveret i Roskilde Festival, ældreprojekter i mange afskygninger, julemarked m.v.
Hvordan bevarer du motivationen?
– Drivkraften har for mig altid været: Hvis du har holdninger til det, der sker omkring dig, og du udtrykker dem rimeligt præcist, så må du også tage ansvar. Hvilket jeg så har forsøgt så godt jeg kunne.
Ole Rasmussen i dag – still going strong er vel det rigtige at skrive om jernmanden, der er aktiv i Roskilde Ældre Motion.
Læs nederst (vedhæftet) artikler fra Bordtennisbladet om Ole Rasmussen.
Er der nogen, som du godt kunne tænke dig at vide, hvor blev af, så send en mail til undertegnede, der så vil forsøge at finde frem til vedkommende med et interview for øje.
Tidligere artikler i ”Hvor blev de af-serien”:
Bo Holmsgaard (januar 2015). Læs artiklen her
Dorte Hauth (januar 2015). Læs artiklen her
Niels Bjørkbom (februar 2015). Læs artiklen her
Karin B. Nielsen (februar 2015). Læs artiklen her
Kim Kartholm (marts 2015). Læs artiklen her
Peter Smidt (april 2015). Læs artiklen her
Morten Dolleris (april 2015). Læs artiklen her
Birger Vest (maj 2015). Læs artiklen her
Uffe Pedersen (juli 2015). Læs artiklen her
Christel Frederiksen (august 2015). Læs artiklen her