Firkløver til Malaysia

Dato: 
21.04.2017

- for at deltage i Penang International Masters Table Tennis Invitational Championship 2017

”Hej drenge. Er I friske på et lille eventyr?”
Sådan var ordlyden i den mail, som Henrik Vendelbo den 5. januar i år sendte til Lars Hauth, Allan Bentsen og undertegnede. Vedhæftet var en indbydelse til Penang International Masters Table Tennis Invitational Championship 2017, der afvikles 29.- 30. april samt 1. maj.

Jeg havde (som så mange andre danske veteranspillere) modtaget indbydelsen på mail tidligere samme dag dog uden at overveje, om det kunne være en idé at tage til Penang i Malaysia for at spille bordtennis i tre dage. Men inden længe var jeg med i en gruppe på facebook, hvor det snart gik op for mig, at det var seriøst ment at tage til Malaysia, da datoerne viste sig at passe perfekt mellem DM-semifinaler og DM-finaler for hold, som senere skulle vise sig at blive vigtige for mine holdkammerater i Malaysia, da både Roskilde og Virum netop har spillet sig i DM-finalen. Som Brønderslev-spiller var det ikke noget, jeg behøvede at tage hensyn til spillemæssigt.

Meget uvirkeligt. Indtil denne januardag var Penang kun noget, jeg kendte fra den lokale Thai-restaurant, der serverer en fantastisk ret med penang-karry.

Det er naturligvis heller ikke billigt at rejse til Malaysia, men med hjælp og støtte fra gode sponsorer bliver eventyret nu en realitet.

Vi har forsøgt at få vores gamle landstræner Ove Christensen med på turen, men han var optaget af fodboldkampe i sekundære danske rækker - ufatteligt, men sandt.

Skadesfri trup

Det er fantastisk at kunne skrive, at det er en skadesfri trup, der drager til Malaysia, når man tænker på, hvad vi hver især har døjet med af skader (læs under hver enkelt nedenfor). Måske er det styrketræningen i Idrættens Hus, der har givet pote. Herunder kan du se, hvad der sker, når man giver den paralympiske guldvinder Peter Rosenmeier frie hænder:
 

 

Penang Table Tennis Association skriver i indbydelsen, at de arrangerer denne turnering for at skabe mere konkurrencedygtige turneringer for stærkere veteranspillere. Efter at have modtaget vores tilmelding har de skrevet tilbage, at de er meget glade for denne gang også at have et europæisk hold med.

Turneringsform

Der spilles en holdturnering for mixede hold med spillere over 40 år og over 50 år.

En holdkamp spilles på følgende måde:
1. kamp (single): begge spillere skal være over 50 år.
2. kamp (single): begge spillere skal være over 40 år.
3. kamp (double): De to spillere fra kamp 1 og 2 må ikke spille sammen i double, hvor der enten spilles med en spiller over 40 år og en spiller over 50 år eller begge spillere over 50 år.
4. kamp (single): begge spillere skal være over 50 år.
5. kamp (single): begge spillere skal være over 40 år.

De første tre kampe spilles altså med minimum tre forskellige spillere på holdet. Der skal være minimum fire spillere og maximum fem spillere på et hold. Der skal registreres mindst to spillere over 50 år eller højst tre spillere mellem 40-49 år.

Hvilken double? Giv et bud

Vi har tænkt meget over, hvordan doublen skal spilles, da Bentsen/Vendelbo ikke er en mulighed.

Mulige danske doubler i Penang: Bentsen/Hauth, Bentsen/Egeholt, Vendelbo/Hauth, Vendelbo/Egeholt og Hauth/Egeholt.

Et blik i arkiverne afslører, at konstellationen Hauth/Egeholt har været afprøvet med følgende resultater:
DM bronze i 1987 og 1990 samt DM kvartfinale i 2008. Ved DM i 1989 gik det galt - taber som topseedet i 1. runde til Henrik Bo Petersen og Mads Brostrup, Tåstrup med 19-21 i 3.- og afgørende sæt efter føring på 19-16 og fem server til Hauth - den klovn!

Heller ikke internationalt har konstellationen Hauth/Egeholt brillieret - endnu. Ved de åbne engelske mesterskaber i Brighton 20-23/1-1988 fik vi i en landskamp mod Kina klø af af Wei Qing Guang og Chen Longcan, der vandt med 2-0 (21-12, 21-8).

Bentsen og undertegnede spillede sammen ved de åbne russiske mesterskaber i Moskva 15-18/11-1990, hvor vi i kvartfinalen tabte til Andrej Mazunov/Dmitrij Mazunov med 0-2 (21-23, 16-21). Hvad gør vi med double i Malaysia? Giv dit bud på en mail sammen med en god/sjov begrundelse, så kan det være, at vi præmierer og måske endda bruger dit bud.

Der spilles desuden en individuel turnering i hver af de to aldersgrupper i Malaysia. Alle spillere skal være iklædt deres hold t-shirts og shorts i alle holdkampe samt ved præmieoverrækkelsen.

Præsentation af det danske hold i Penang:

Henrik Vendelbo (Vengse). Født en snefattig juleaften - 24. december 1969 (47 år)

Styrkesider:
Henrik har aldrig været rundt om sit baghåndshjørne for at spille forhånd. Til gengæld er han i gennemsnit pr. kamp 28 gange rundt om sit forhåndshjørne for at spille baghånd. Den giftige utraditionelle spillestil sammen med en tilsyneladende kronisk låsning i sin krogede ryg betyder, at Henrik til tider er nødt til at forsøge sig med forhåndsslag bag om ryggen fra baghåndssiden, hvilket han i øvrigt er ganske god til.
Henrik har en fornem rekordliste med seks DM-sejre på stribe i veteran herresingle 40-49 års rækken fra 2010-2015. Skulle han komme for højt op, kan det blive nødvendigt at huske ham på, at han har tabt til Tina Glaring, Greve i en puljekamp i herre junior B for nogle år siden.

Skadesliste:
Vendelbo blev kørt ned som 17-årig. Han opnåede aldrig A-spiller status som ungdomsspiller. Derefter kom fremgangen. Han var halvt blind fra barndommen. Minus 6 og minus 5,5 på øjnene blev opereret væk i 2001. (Bord)tennisalbue i 2006/2007. Forsøgte akupunktur, kiropraktor, massør, healing og operation. Intet hjalp. Skiftede til nyt bat, der var 13 gram lettere end det gamle. Så forsvandt (bord)tennisalbuen.

Rygproblemer i 2010-2015 kulminerende med en afhentning i ambulance i 2014 efter træning med Lars Hauth (det vender vi tilbage til). Havde ellers købt seng til 18.000 kr. i 2010. Efter veteran-EM i Finland i 2015 - hvor Henrik hele ugen ikke havde haft problemer, købte han en madras i IKEA for 1.299,- kr. Siden har han ikke haft problemer - med ryggen.

Tilbage til episoden fra 2014, hvor Henrik måtte køres væk i ambulance fra Virum-hallen, hvilket mange sikkert vil mene burde være sket for længst. Men i 2014 var det altså pga. en så ubehagelig låsning i ryggen, at han den dag i dag stadig får tårer i øjnene, når han fortæller om episoden. ”Jeg kunne ikke røre mig”, lyder det fra Vendelbo med så stirrende øjne, at man kan blive i tvivl, om det var en god idé med den øje-operation, han gennemgik i 2001 for bare at kunne se ud til sine kontaktlinser.

HV: Det var forfærdeligt.
CE: Det kan jeg forstå, men det plejer jo ikke at forhindre dig i at spille videre.
HV: Det kunne jeg slet ikke, og som du kan se, så har de endnu ikke fået låst mig helt op. Jeg står stadig i samme banan-position, når jeg spiller (se billedet), og bliver nok aldrig rettet helt ud.

Medaljer ved veteran VM og EM: 5
EM-guld i double i 40-49 års rækken med Allan Bentsen i 2009 i Porec, Kroatien.
EM-sølv i single i 40-49 års rækken i 2009 i Porec, Kroatien.
VM-bronze i double i 40-49 års rækken med Allan Bentsen i 2010 i Hohhot, Indre Mongoliet.
EM-bronze i single i 40-49 års rækken i 2015 i Tampere, Finland.
EM-sølv i double i 40-49 års rækken med Markus Wanek, Tyskland i 2015 i Tampere, Finland.

Allan Bentsen (Krølle). Født 21. august 1968 (48 år)
Allan er rekordernes mand i begge retninger. 52 danske mesterskaber er det blevet til, men ikke så meget som ét eneste DM som ungdomsspiller! Allan har desuden et par andre bemærkelsesværdige rekorder.
”Ved et ungdoms-EM i Belgien bliver jeg sidst i juniorrækken. Jeg gør det egentlig godt i holdturneringen sammen med Thomas Josiasen, Lars Persson, Henrik Bo Petersen og Flemming Sunn, men i singleturneringen taber jeg så i første kamp til en belgisk spiller. Da jeg efterfølgende skal spille consolation (taberrække, red.) viser det sig, at der en præcis én deltager for meget for at kabalen går op. Derfor skal to spillere ud i en kvalifikationskamp for at komme med i consolation. Jeg er den ene og taber denne kamp, så på den måde bliver jeg sidst ved junior-EM”, fortæller Allan.

I 1987 blev Allan desuden nr. 14 (og sidst) i en Danmark Top 12, hvor der lidt overraskende pludselig kom hollandske spillere med, som var i Danmark for at spille en Europaligalandskamp. I vedhæftede dokument nederst kan du læse, hvordan det gik til. Hauth og undertegnede var også med - Vendelbo var endnu ikke ”født”.

Skadesliste:
Den 24/11-1989 var Allan involveret i et alvorligt biluheld sammen med Mogens Sonnichsen og Rhod Jepsen. Han pådrog sig to lukkede kraniebrud og fik indopereret et nyt kindben fra ganen. Allan var væk fra bordtennis i to måneder. Han så dobbelt i lang tid, men lægerne beroligede ham med, at det nok skulle blive bedre. Personligt husker jeg tydeligt, hvordan Allans udseende havde ændret sig første gang, jeg så ham efter uheldet. Allan fortalte min holdkammerat Jan Harkamp og jeg om, hvordan han havde fået indopereret en metalplade i hovedet. Det var meget dramatisk at høre om, og der var rystende tavshed, indtil Harkamp udbrød: ”Så må vi bare håbe, at den ikke kører i samme rille hele tiden”.
Allan kom stærkt tilbage - måske var det pladen, der kørte i samme rille, da han vandt seks danske mesterskaber i herresingle på stribe fra 1991-1996.

I november 2015 rev Allan sin akillessene over, da han i en træningskamp mod klubkammerat Claus Schou Nielsen for en gang skyld var kommet lidt for langt væk fra bordet og skulle ind til en stopbold i slutfasen. Allan var skadet i to omgange - lige som det gik fremad med helingen faldt han i april 2016 ned af en trappe, og rev akillessenen over igen, hvilket betød yderligere to måneders pause. Kom igen!

Medaljer ved veteran VM og EM: 4
EM-guld i double i 40-49 års rækken med Henrik Vendelbo i 2009 i Porec, Kroatien.
EM-guld i single i 40-49 års rækken i 2009 i Porec, Kroatien.
VM-guld i single i 40-49 års rækken i 2010 i Hohhot, Indre Mongoliet.
VM-bronze i double i 40-49 års rækken med Henrik Vendelbo i 2010 i Hohhot, Indre Mongoliet.

Lars Hauth (Hauth). Født under et Luciaoptog i Hørsholm den 13. december 1960 (56 år)
Fantastisk højeste niveau, hvilket undertegnede flere gang har set på tætteste hold. Men desværre var jeg ikke med ved det VM, hvor Hauth tabte i første runde af kvalifikationen kl. 8.00 om morgenen til en arabisk spiller med turban. ”Jeg var slet ikke vågen”, fortæller Hauth, inden han straks undskylder det knap så fornemme resultat med, at man den gang næsten kun fokuserede på holdturneringen. ”Vi havde alligevel ingen chance i single, så det var svært at sætte sig op til de kampe”, siger Hauth, der desuden kan huske Allan Bentsens kommentar fra bænken lige efter nederlaget. Bentsen sagde: ”Osse unfair at han kastede med sand!”.
Frem mod turen til Malaysia har jeg haft fornøjelsen af at træne med Lars i Grøndal Multicenter, hvor vi ofte har trænet mens 60+ spillerne havde træningstid. Det har unægtelig været befriende, at kunne træne med god samvittighed, da Lars næsten tilhører denne træningsgruppe.

Skadesliste:
Uha, Lars er en af de få spillere, som har sprunget så godt som alle muskler i kroppen. Hans eksplosive spillestil er og bliver en udfordring for den hårdt prøvede men også meget trænede krop. I de sidste 15 år har Lars ikke spillet en kamp uden at have mærket til det et eller andet sted, hvilket han altid husker at orientere om, inden der spilles om point. Undtagelsen kom dog under veteran-VM i Alicante sidste år, hvor han ikke var skadet i fire dage.
Vi håber alle, at Hauth rammer årets fire skadesfrie dage i Malaysia, så bliver han farlig.

Ved VM i Dortmund i 1989 smadrede han sin tommelfinger mod bordkanten, da han ville loope på en halvlang serv fra den olympiske mester i 1988 Yoo Nam Kyu i en landskamp mod Sydkorea. Han fik behandling på en meget blødende finger, der endda burde være syet. Måske var det derfor, at han ikke vandt kampen som endte 1-2 (21-18, 17-21, 6-21). Forinden havde Lars vundet over Kim Ki Taek, der blev nr. 2 i herresingle ved OL i 1988 med 2-0 (21-17, 21-11) i en fantastisk kamp.

Medaljer ved veteran VM og EM: 1
VM-sølv i single i 50-59 års rækken i 2016 i Alicante, Spanien.

Carsten Egeholt (Holger). Født en solskinsdag i Gentofte den 6. marts 1965 (52 år)

Skadesliste:
Ingen synlige – er bare sådan. Passer ikke helt. Efter at have spillet med feber i kroppen i en holdkamp i Tyskland i slutninger af 1990’erne, kunne jeg ikke bukke mig for at komme ind i en bil. Feberen var gået i leddene, der svulmede op. Fodboldlandsholdets læge Mogens Kreutzfeldt konstaterede efterfølgende, at der var tale om en reaktiv artritis. Gennem et halvt år travede jeg - iklædt badehætte - gennem vandet sammen med flere ældre gigtpatienter i et 25 meter varmvandsbassin på Frederiksberg Hospital. I denne periode kunne jeg ikke bære så meget som en fyldt plastikpose.

En diskusprolaps i nakken blev opdaget under en kamp i den hollandske Æresdivision, hvor jeg rystede vildt på hånden uden at være nervøs. Efter en lang række undersøgelser blev jeg sendt til nerveundersøgelse. Med strøm sendt gennem nerverne fik jeg ny energi (og måske også nye nerver af stål - de andre var tyndslidte efter flere år med Hauth som doublemakker). Ingen operation men langsom bedring.

Endelig blev jeg tirsdag den 1. oktober 2002 opereret for en Euroøm Miniskus i knæet. Du kan læse brevet, der efterfølgende blev sendt til Gildhøj, hvor min hustru arbejder her

Styrkesider efter eget udsagn
”Jeg har nok en lidt bedre baghånd end de tre andre på holdet i Malaysia, men ellers er vi meget lige….”

Medaljer ved veteran VM og EM: 6
EM-guld i double i 40-49 års rækken med Colum Slevin, Irland i 2007 i Rotterdam, Holland.
EM-bronze i single i 40-49 års rækken i 2007 i Rotterdam, Holland.
VM-sølv i single i 40-49 års rækken i 2008 i Rio de Janeiro, Brasilien.
EM-sølv i double i 40-49 års rækken med Colum Slevin, Irland i 2009 i Porec, Kroatien.
EM-sølv i single i 50-59 års rækken i 2015 i Tampere, Finland.
EM-bronze i double i 50-59 års rækken med Rainer Jungblut, Tyskland i 2015 i Tampere, Finland.


Styrketræning kan være hårdt - at se på.

Til orientering spiller vi i MSN/PTTA Training Centre, 22 Gat Lebuh Macallum, Georgetown, Penang, hvor alle er velkomne. Vi regner selvfølgelig med solid dansk opbakning fra tilskuerpladserne.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: