To danske hold til start

Dato: 
12.09.2017

- ved hold-EM i Luxembourg fra 13.- 17. september

I morgen går det løs ved hold-EM i Luxembourg, hvor såvel det mandlige som kvindelige landshold dyster i Challenge Division (B-gruppen) om placeringerne 17-32.

Linus Mernsten har udtaget følgende hold:

Jonathan Groth, Fulda
Anders Lind, Mainz 05
Tobias Rasmussen, Jülich
Mikkel Hindersson, Virum
Kasper Rasmussen, Roskilde

”Det er et ungt hold, som kommer på en hård opgave. Holland, England, Irland i puljen er alle svære modstandere. Målet er som altid at vi skal have maximalt udbytte ud af alle dage, så må vi se, hvor langt det rækker. Hvis Groth er klar, så er vi svære at vinde over på dette niveau. Anders og Tobias skal for første gang tage et stort ansvar”, siger Linus Mernsten.

I sidste uge har herrelandsholdet været samlet til træningslejr i Brøndby med sparring fra både Frankrig og Sverige.

Læs mere om herrelandsholdet her

Danske kampe i indledende pulje:
Mænd, challenge division, pulje E
Onsdag den 13/9 kl. 10.00: Danmark-Irland (bord 10)
Onsdag den 13/9 kl. 19.00: England-Danmark (bord 15)
Torsdag den 14/9 kl. 13.00: Danmark-Holland (bord 6)
De to bedste fra hver gruppe går videre til slutspillet.

Fredag den 15/9 kl. 10.00 og kl 19.00: Placeringskampe.
Lørdag den 16/9: Placeringskampe.


"Godt og være her. Her er meget at lære for mig", siger Kasper Rasmussen (tv.), der er med ved en senior slutrunde for første gang. "Jeg er forhåbningsfuld og glæder mig til at komme i gang", siger Anders Lind (th.).


Fra venstre Yu Han Chen, Stefanie H. Christensen, Sophie Walløe, Nicoline Koefoed og Sofie Egeholt Bang.

Damelandsholdet er rykket op i Challenge Division efter at holdet i to omgange har spillet kvalifikationskampe. Den 26-27/11-2016 sikrede holdet sig 2. pladsen i den indledende kvalifikationspulje til Challenge Division, hvor det i Idrættens Hus i Brøndby blev til to sejre på 3-0 over henholdsvis Island og Albanien, inden det blev til 2-3 nederlag mod Norge. I 2. kvalifikationsrunde vandt holdet den 15-16/4-2017 i Bosnien over Norge (3-1), Israel (3-1) og Bosnien Herzegovina (3-2). Dermed rykker Danmark op i Challenge Division ved hold-EM i Luxembourg.

Holdet består af:
Stefanie H. Christensen, Hillerød
Sophie Walløe, Brønshøj
Sofie Egeholt Bang, København
Nicoline Koefoed, Hasle

Coach: Yu Han Chen.

Læs mere om de danske piger her

Danske kampe i indledende pulje:
Kvinder, challenge division, pulje F
Onsdag den 13/9 kl. 13.00: Belgien-Danmark (bord 8)
Torsdag den 14/9 kl. 10.00: Italien-Danmark (bord 12)
Torsdag den 14/9 kl. 19.00: Serbien-Danmark (bord 13)
De to bedste fra hver gruppe går videre til slutspillet.

Fredag den 15/9 kl. 13.00 og kl 19.00: Placeringskampe.
Lørdag den 16/9: Placeringskampe.


Sofie Egeholt Bang (tv.) og Stefanie H. Christensen (th.) i gang med træningen i Luxembourg. Onsdag går det løs.

EM noter:
Europamesterskaberne i Luxembourg er nr. 36 efter starten i Berlin i 1962. Der spilles kun holdturnering.
Der er 42 lande med i herrernes EM og 38 lande i kvindernes turnering.
I holdturneringen spilles efter formatet New Swaythling Cup, hvilket betyder fem singler, hvor kampen stoppes, når et af holdene har vundet tre kampe. To spillere kan spille to kampe og den tredje spiller en kamp. I hver kategori er der 16 hold, hvor der spilles i fire grupper med fire hold i hver. De to bedste hold går til oprykningsspil. De otte bedste spiller kvartfinaler, semifinaler og finale om de endelige placeringer. Finaler spilles søndag 17. september.
Sverige har vundet herrernes holdturnering 14 gange. Østrig er forsvarende mestre hos herrerne og Tyskland hos damerne.
Det er ikke første gang et søskendepar er på landsholdet. Det har Dorte og Lars Hauth været, ligesom moderen Birte Hauth og hendes bror Freddy Hansen var det. Men det er første gang et tvillingepar spiller på det danske bordtennis landshold, når EM starter med både Kasper og Tobias Rasmussen på holdet.
Eurosport sender 15 timer fra kvartfinaler, semi- og finaler.

Danske EM-medaljer:
Bronze for herrehold 2000.
Europamester herrehold i 2005.
Michael Maze bronze i herre single 2007.
Michael Maze europamester herre single 2009.
Sølvmedaljer herrehold i 2009.
Jonathan Groth og Kasper Sternberg sølv i herre double 2010.
Jonathan Groth og Patrick Franziska (Tyskland) guld i herre double 2016.

Se også: www.ittf.com og www.ettu.org

Følg hold-EM her

Forfatter: 
Carsten Egeholt/Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: