Det'Batter

FASTHOLDELSE AF TWEENS (8-12 ÅR) VIA TRÆNERUDVIKLING

Udviklingsprojektet – kort og godt

Kort og godt går udviklingsprojektet ud på, at uddanne 15 trænerudviklere, der i samarbejde med klubtrænerne skal udvikle et træningsmiljø med høj kvalitet, der kan fastholde flere 8-12 årige (tweens) i bordtennissporten.

De 15 trænerudviklerne bliver fra august 2015 hver tilknyttet to klubber årligt og skal via inspiration til en ”fastholdende” træning coache klubtrænerne til et godt tween træningsmiljø, hvor både drenge og piger trives og udvikles. Et procesforløb med klubudvikleren består af 4 x 2 træningstimer i klubbens faciliteter.

De 15 trænerudvikler bliver bakket op af DBTUs udviklingskonsulenter, der udover at deltage i samarbejdsprocessen med de involverede klubber også skal indsamle og dokumenterer erfaringer og efterfølgende i samarbejde med uddannelsesudvalget implementerer disse i DBTUs træneruddannelse.

Udviklingsprojektet er et samarbejde mellem DIF og DBTU. Projektet løber fra 1. juni 2014 til 31. maj 2018. Bemærk at i projektbeskrivelsen betegnes trænerudviklerne - unionstrænere. Titlen er pr. 8. juli 2014 ændret efter ønske fra lokalunionernes repræsentanter, da begrebet unionstrænere kan mistolkes i forhold til de allerede eksisterende unionstrænere der virker for lokalunionerne. Læs projektbeskrivelsen for udviklingsprojekt DBTU og DIF her

Ansøg om deltagelse ved at udfylde og sende ansøgningsskemaet til udvikling@dbtu.dk.

Udviklingsmiljøer for tweens

Tweens er en betegnelse for den gruppe af børn, der befinder sig mellem barndom og teenagetiden. Begrebet er forholdsvis nyt, men aldersgruppen mellem 8-12 år har tydelige fælles karaktertræk, som er undersøgt og tydeligt beskrevet også i forhold til deres idrætsdeltagelse. Læs lidt mere om, hvad tweens er for nogen og hvad der kendetegner dem, her.

Bordtennis oplever nogle udfordringer med at fastholde tweens, hvilket er baggrunden for, at DBTU har valgt at samle nogle anbefalinger for træningen af tweens. Disse anbefalinger betegnes ”Udviklingsmiljøer for tweens” og er en sammenfletning af viden om karaktertrækkene for tweens og deres idrætsdeltagelse sammenholdt med de fakta, der er indsamlet om børnenes bordtennisdeltagelse.

Når der tales udviklingsmiljøer skelnes der ikke mellem bredde og elite. Her er det vigtigt, at der tænkes bredt. Børnene skal trives i de sociale relationer, der er blandt de jævnaldrende i klubben samt udvikle deres potentiale og så skal de lære, hvad det vil sige at træne. Udviklingsmiljøerne bygger på tre grundsten: Relationer, Udvikling og Sjov – sammen betegnes de RUS.

Udviklingsmiljøer med RUS er beskrevet som et træningskoncept, der giver trænerne mulighed for at inddrage de forskellige elementer, der har en positiv indflydelse på spillernes tilknytning til klubben samtidig med, at de ikke går på kompromis med spillernes udvikling på trods af, at spredningen på niveau alt andet lige vil være stor, når spillerne samles efter alder.

Anbefalingen er, at RUS-træningen udbydes som en obligatorisk træning minimum en gang om ugen, så børnene oplever, at de har et netværk med jævnaldrene i klubben, der er stærkt medvirkende til fastholdelsen af dem i klubben. Den ugentlige træning af tweens kan derfor opfattes som grundstammen for børnenes bordtennisaktivitet, men giver samtidig mulighed for, at klubben kan tilbydes spillerne andre ekstra træningstilbud, hvis klubben på traditionel vis samtidigt ønsker fokus på spillernes bordtennistekniske udvikling ved at inddele spillerne på hold efter niveau.    

Udviklingsprojektet - Det’batter – udviklingsmiljøer for tweens er et samarbejde mellem DIF og DBTU.

Gratis trænerudviklerbesøg

I forbindelse med udviklingsprojektet har DBTU og Lokalunionerne ansat og uddannet 15 trænerudviklere. Trænerudviklerne bliver tildelt to klubber pr. sæson frem til forårssæsonen 2018, hvilket betyder, at 90 klubber får mulighed for sparring om, hvordan træningen kan tilrettelægges, så den opfattes som meningsfyldt for de 8-12 årige spillere.

Trænerudviklerne er ansat til at støtte klubtrænerne med inspiration til træningen for tweens således, at klubbens fastholdelsesprocent øges. Med udgangspunkt i de anbefalinger, der er beskrevet i trænermaterialet, er det trænerudviklernes primære opgave sammen med klubtræneren at tilpasse anbefalingerne til de muligheder, der er i klubben. Trænerudviklerne deltager derfor i fire træningspas og sparrer undervejs med klubtræneren om de situationer, der opstår.

Klubtilpassede forløb

Ud over de fire besøg af trænerudvikleren, får klubben besøg af en af unionens udviklingskonsulenter, Jeppe Lindhardt Damsgaard eller Poul Danborg, som gennem projektforløbet følger klubben og som står til rådighed for de processer, som klubben vurderer kan styrke klubbens ungdomsarbejde.

Forløbet med konsulenten kan antage mange former afhængigt af klubbens ønsker. Som udgangspunkt er der afsat to besøg – et opstartsmøde forud for trænerudviklernes forløb, samt muligheden for et evalueringsmøde efter forløbet med trænerudvikleren. På evalueringsmødet vil der desuden være fokus på fremtiden og hvordan klubben fortsat ønsker at arbejde med fastholdelse af ungdomsmedlemmerne.

Klubben får i projektperioden gratis konsulentbistand enten i form af personlige møder i klubben, via mail eller telefonisk kontakt afhængig af handleplanen for det klubtilpassede forløb, som aftales med konsulenten ved opstartsmødet. Det klubtilpassede forløb kan antage mange forskellige former og kan f.eks. omhandle klubbens organisering, fordeling af arbejdsopgaver, øget forældreinvolvering, synlighed af klubbens træningstilbud og aktiviteter eller skole-foreningsarbejdet.

Hvad klubben får for sin deltagelse og til gengæld skal yde fremgår af yde-yde-kontrakten, som underskrives til opstartsmødet med konsulenten. Heri indgår også en individuel handleplan for foreningens yderligere arbejde med at fastholde en stor ungdomsafdeling.

DBTU har udviklingskonsulenter, som står til rådighed for klubberne. For konsulentbistand kontakt Jeppe Lindhardt Damsgaard på jeppe.damsgaard@dbtu.dk eller 43 26 21 17. 

Gratis kurser

Klubberne indgår en projektaftale, der har en varighed på et år. I den periode har klubben mulighed for at sende klubbens ungdomstrænere (eksisterende som nye) på DBTUs træneruddannelse. Aftalen gælder betaling af kursusgebyret, mens klubben eller trænerne selv afholder udgifter til overnatning og transport.

DBTUs uddannelsesudvalg og den uddannelsesansvarlige er lydhør over for klubbens kursusønsker og planlægger hvis muligt - gerne de ønskede kurser i klubben ud fra de gældende regler om, at faciliteterne kan stilles gratis til rådighed, og at der kan samles minimum otte kursusdeltagere.

Medlemsopfølgning

At følge udviklingen i antallet af tweens og kønsfordelingen i den enkelte klub er en del af projektaftalen mellem DIF og DBTU.

De klubber der ønsker at deltage i projektet, forpligter sig til at indsende deres medlemsliste minimum tre gange i løbet af projektperioden. De tre gange DBTU skal have adgang til klubbens medlemslister er:

  • Ved projektstart
  • Umiddelbart efter trænerudviklernes forløb i klubben
  • Et år efter trænerudviklernes forløb

Det er DBTUs konsulenter, der udarbejder datamaterialet over udviklingen i tweens-medlemmer, samt kønsfordelingen ud fra klubbernes medlemslister. Datamaterialet virker som dokumentation for projektets resultater.    

Hvordan skriver jeg min klub op?

For mere information og besvarelse af eventuelle spørgsmål, kontakt udviklingskonsulent Jeppe Lindhardt Damsgaard på 43 26 21 17 eller jeppe.damsgaard@dbtu.dk

Vil du ansøge om deltagelse til din klub så udfyld ansøgningsskemaet og send til udvikling@dbtu.dk.

Se også:
Informationsfolder
 

FRAFALDSANALYSE – BEDRE FASTHOLDELSE
DBTU gennemførte i foråret 2013 en stor undersøgelse for at finde ud af hvorfor spillere – unge som gamle – stopper med at spille bordtennis. Viden om årsagerne til frafaldet, giver mulighed for at udvikle redskaber og aktiviteter, der kan hjælpe med at fastholde flere i bordtennissporten.
Se resultatet af undersøgelsen her